Aflivning af dyr
Når man har et kæledyr, kommer der også en dag, hvor man skal tage afsked med det. Kun få hunde eller katte sover stille ind af sig selv, som oftest ender det med, at vi må tage beslutningen om af afslutte dyrets liv .
Mange hunde- og katteejere er meget bekymrede over, hvordan det foregår, og det bliver derfor beskrevet her:
Hunden
Målet er at få aflivningen til at foregå så fredeligt som muligt, med mindst muligt ubehag for hunden.
Er vejret godt, kan aflivningen foregår stille og fredeligt udenfor på vores terrasse bag klinikbygningen, en løsning, som mange er glade for.
Bor du i nærområdet, er det også en mulighed at få en aftale om at dyrlægen kommer hjem til dig/jer, - en løsning som er særligt god for hunden eller katten, som er bange for at komme på dyreklinikken.
Normalt vil hunden først få en beroligende indsprøjtning, som bevirker at den bliver afslappet og træt. Det varer som oftest 5-10 minutter. Enkelte hunde kan dog være så svækkede at man fravælger den beroligende indsprøjtning, - medicinen kan hos den meget svage patient give anledning til problemer.
Når hunden er afslappet, gives den egentlige aflivningsvæske, - ”sovemedicin” i overdosis, ind i blodåren på forbenet. Herefter går der kun et øjeblik inden dyret bliver bevidstløst og døden indtræder. Man kan se at vejrtrækningen ophører og dyrlægen vil følge hjertet med sit stetoskop, indtil hjertet er gået i stå.
Efter aflivningen er der enten mulighed for at man tager sin hund med hjem til begravelse i haven, eller at vi sørger for at hunden brændes på Ada´Kæledyrskrematorie. Her kan man vælge den almindelige fælles kremering eller enkeltdyrs kremering til urne.
Katten
Også for katte gælder, at vi som oftest giver en bedøvende / beroligende injektion, for at undgå at katten bliver bange eller ophidset ved selve aflivningen. En bivirkning ved den bedøvende injektion er kvalme hos nogle, og efterfølgende opkast. Særligt hvis katten lige har spist. Det er dog ikke fremmed for katten at kaste op, og ikke smertevoldende. Når katten er rolig og afslappet, kan vi give "sovemedicinen" ind i en blodåre i forbenet, og i løbet af et kort øjeblik vil den sove ind.
For kaniner og marsvin´s vedkommende foregår det næsten som med katten, med en indledende bedøvelse.
”Papkister” i forskellig størrelse til enten hjemmebegravelse eller til kremering kan købes fra kr. 50, - for din mindste.